Dette site er i arkiv tilstand og bør ikke aktivt benyttes!


Blog
16   95

Takt og tone i folkeskolen

Musikundervisningen i folkeskolen er i dyb krise. Det er i sig selv en tragedie. Men det er også et tegn på den krise, som fællesskabet i folkeskolen generelt er i.

(Dagbladet Politiken, kronik, 1.3.22)

 

INTET FAG KAN skabe glæde og fællesskab i skolen som musik. Give børnene oplevelsen af at være en del af noget, der er større end summen af dem selv som individer; løfte dem til eufori og etablere et inkluderende fællesskab, hvor alle svinger med, åndsnærværende og fokuserede.

Samtidig har faget et stort potentiale for frisættelse og opbygning af barnets frimodighed, fordi musikudøvelse og ikke mindst sang indebærer en personlig blottelse, der kræver selvovervindelse og mod til at udstille sin sårbarhed for andre.

Artiklen fortsætter under banneret

Fælles musikudøvelse danner grobund for grundlæggende og uundværlige værdier i den gode skole: empati, venskab, tillid og tryghed. Det burde placere musik centralt i folkeskolen som et af dens vigtigste fag; en folkeskole uden musik bør være utænkelig.

Ikke desto mindre konstaterer rapporten ' Musikfaget i undervisning og uddannelse 2020' fra Danmarks Pædagogiske Universitet om status på musikundervisningen i Danmark, at faget er i dyb krise.

Rapporten citerer ligefrem en skoleleder for, at musikfaget ikke har nogen naturlig placering i folkeskolen længere.

Jamen hvad er det dog, der sker? Det er en kompleks historie, og der er mange faktorer, der tilsammen truer faget på livet i den grad, at det ikke kan tages for givet, at faget vil overleve næste skolereform som obligatorisk fag i vores grundskole.

KRISEN I folkeskolens musikfag har i den sidste halve snes år ikke været nogen hemmelighed, og det har heller ikke skortet på bekymrede advarsler fra musikkens verden; men fælles for dem har været, at de ikke rigtig har villet eller evnet at gribe om nældens rod.

Man har undret sig over, at tilgangen af uddannede musiklærere er faldet drastisk, men overvejelserne desangående har mestendels gået på en række mangler i læreruddannelsen. De udfordringer, musiklærere i folkeskolen tumler med i det daglige, har fyldt alt for lidt i denne debat. Musikfaget er folkeskolens vanskeligste fag at undervise i.

Mest iøjnefaldende i så henseende er musiklærernes massive disciplinære problemer.

Allerede den store uroundersøgelse fra 1995, der byggede på indrapporteringer fra 20 procent af landets folkeskolelærere, pegede på musikfaget som det mest urohærgede fag i folkeskolen.

Der eksisterer ikke mig bekendt nogen opdaterede undersøgelser, der beskæftiger sig eksplicit med dette forhold, og jeg kan ikke fremlægge nogen egentlig dokumentation for, at musiklærere i højere grad end andre faglærere kæmper med disciplinproblemer i deres timer; men jeg har gennem årene talt med rigtig mange musiklærere om det, og jeg har set det på tæt hold.

Mange af dem oplever timerne som en kamp, og det er helt almindeligt, at musiklærere undslår sig mere end ganske få timer i faget på deres ugeskema, fordi de simpelthen ikke magter det.

Og her er ikke kun tale om lærere med utilstrækkelige faglige forudsætninger.

Det drejer sig også om højtuddannede musikere, for en dels vedkommende tidligere hel-eller halvprofessionelle, og om dygtige uddannede musiklærere fra de kommunale musikskoler, som har fået sig noget af et chok, første gang de stod ansigt til ansigt med en almindelig folkeskoleklasse.

Jeg har personligt ved mere end en lejlighed måttet overtage musiktimerne efter en uddannet musiker eller musiklærer, der havde kastet håndklædet i ringen - til trods for at jeg ikke er i stand til at levere egentlig musikundervisning.

Jeg kan bare spille lidt lejrbålsguitar, men jeg har et langt lærerlivs erfaring med at holde styr på indskolingsklasser.

Alternativet havde nemlig været, at faget i strid med gældende lov blev suspenderet fra klassens ugeskema, hvilket er sket i mange klasser landet over, hvor skolelederen ikke har anet sine levende råd.

HVORFOR ER musikfaget så vanskeligt at undervise i? Helt grundlæggende er det et fag, hvor lærerens i bogstavelig forstand instrumentelle færdigheder eller mangel på samme kommer klarest til udtryk.

Det siger sig selv, at en musiklærer skal om ikke mestre, så i hvert fald kunne håndtere et musikinstrument nogenlunde overbevisende. Helst et tangentinstrument eller en guitar; instrumenter, der kan trakteres, samtidig med at man udøver verbal klasseledelse.

I modsætning til lærere i mange andre fag kan musiklæreren imidlertid ikke kamuflere sine eventuelle utilstrækkelige færdigheder eller klare situationen ved at forberede sig grundigt til undervisningen.

Enten kan læreren spille et instrument, eller også kan han ikke; og kan læreren ikke det, er det åbenlyst for ethvert barn, der er udstyret med en høresans.

I en fjern fortid skulle alle lærere kunne spille violin, og da jeg tog min læreruddannelse i 70' erne, fik linjefagslærere i musik god og grundig undervisning i både klaver-og guitarspil på seminariet.

Sådan har det ikke været i mange år, og alene af den grund er der skrigende mangel på kompetente musiklærere i folkeskolen.

Det vanskeliggør - eller rettere: umuliggør - ofte etableringen af den særlige kultur omkring faget, som er en forudsætning for, at musikken kommer til at spille.

Denne særlige kultur hænger uløseligt sammen med musikkens væsen. Det handler både i bogstavelig forstand og i overført betydning om takt og tone. Musikudøvelse skal være lystbetonet.

Den kræver en særlig positiv stemning (igen et musikalsk fagudtryk!), der skal slås an fra start, hvis musikken skal lykkes.

Det indebærer bl. a., at læreren skal være glad og veloplagt eller i det mindste venlig. En matematiklærer kan godt slippe af sted med at være forretningsmæssig og sågar småirriteret, men den går ikke for musiklæreren, som skal have klassen med sig.

Man kan nu engang ikke være ' sur' det ene øjeblik og sprede musikglæde det næste. Faget er med andre ord ekstremt sårbart i forhold til konflikter, det være sig børnene imellem eller mellem læreren og en eller flere elever.

Samtidig rummer undervisningssituationen masser af konfliktpotentiale.

Musikfaget kræver, at alle gør præcis det, de skal, præcis når de skal. Det er utvivlsomt skolens mest disciplinkrævende fag. Desuden er det et lavstatusfag; en del forældre synes ikke, faget er vigtigt, det er ikke et eksamensfag, og det stopper som obligatorisk fag efter 6. klasse. En giftig kombination af krav om styring og fravær af autoritet.

Ikke nok med det. Fagets grundlæggende krav om et fælles fokus er vanskeligt at gøre gældende over for børn i dag.

Mange børn, navnlig i indskolingen, har vanskeligt ved at modtage kollektive beskeder; de hører ikke rigtig efter, hvis de ikke oplever, at der tales specifikt til dem som individ, og de er vant til at forhandle med voksne om, hvad der skal ske.

Men musik er ikke et demokratisk projekt.

Når man skal spille sammen, skal man slå antennerne ud, underordne sig en helhed og gøre sig umage for at finde og udfylde sin plads i det samlede lydbillede.

Hele børneflokken skal tilstræbe at fungere som én organisme, intet mindre.

Det kræver en form for ydmyghed, en kollektiv bevidsthed, som er temmelig fremmed for mange børn nu til dags.

SKOLEN VAR engang et fælles projekt. Lærerens klasseundervisning og klassens efterrettelighed var det naturlige udgangspunkt.

Ingen elever forestillede sig, at de selv skulle være i centrum. Anderledes i dag.

Nu er skolen i langt højere grad et individuelt projekt, hvor hver enkelt elev befinder sig i sit eget forløb.

Alt tager sigte på i videst muligt omfang at imødekomme den enkelte elevs forudsætninger og behov - det står ligefrem i folkeskoleloven - og kvaliteten af det produkt, der kommer ud af det, er hvert enkelt barns eget ansvar og fortjeneste.

Musik derimod er pr. definition en samklang, hvor alle bidrager med hver sin indsats i gensidig afhængighed, og kvaliteten af produktet er vores fælles ansvar, glæde og fortjeneste. Man kan med andre ord sige, at musikfaget er på kollisionskurs med det skolesyn, vi lægger til grund i alle andre fag i skolen. Set i det lys havde han ret, den skoleleder, der udtalte, at musikfaget ikke længere har nogen naturlig plads i folkeskolen. For skolen er ved at forandre sig grundlæggende.

Hermed er jeg fremme ved musikfagets dybe problem. Hæver man blikket og ser på situationen i folkeskolen som helhed, bliver det nemlig tydeligt, at det, der sker med musikfaget, er en generel trend.

Det her handler om en nedtoning af skolens fællesskabende oplevelseskultur, som ikke tager sigte på den enkelte elevs målrettede dygtiggørelse inden for de ' hårde' fag, der testes i: dansk, matematik, engelsk og naturfag.

Igen må jeg konstatere, at der endnu ikke foreligger nogen videnskabelig dokumentation, men ligegyldigt hvilke skolefagfolk jeg taler med, bekræfter de dette indtryk.

Nedtoningen rammer i forskelligt omfang alle de praktisk-musiske fag samt hele paletten af fællesskabsskabende oplevelsesaktiviteter: skolekomedier, lejrskoler, ekskursioner, skole-og klassefester, forårskoncerter, musicals, sociale arrangementer af enhver art omkring klasserne, rollespil og levende fortælling i dansk-, historie-og kristendomskundskabstimer, sang-og regellege i de mindstes klasser, skolekor, feriekolonier, fællesarrangementer med udefrakommende kunstnere plus alt det liv, der førhen udspillede sig omkring skolebibliotekerne.

MUSIKFAGETS deroute er det umiddelbart mest synlige udtryk for denne udvikling.

Faget i folkeskolen er som den kanariefugl, arbejderne i gamle dage havde med ned i kulminen, fordi den drattede ned af pinden, hvis der var indsivende lugtfri gas i minens gange.

Musikfagets folk - de succesrige praktikere og fagets akademiske overbygning - kan så at sige ikke selv lugte, at den er gal.

De er optaget af fagets forjættende muligheder, og de ænser ikke problemets omfang. Deres sonderinger med henblik på at løse fagets åbenlyse akutte udfordringer bærer præg af et fokus på en række udenværker, især i uddannelsesleddet, hvor man leder efter nogle enkle greb, som kan redde faget; men de findes ikke.

Musikfagets krise er toppen af et isbjerg, som er hele folkeskolens krise. En krise, som udspringer af den forvandling i den offentlige sektor, som går under navnet new public management.

Den grundlæggende idé her er, at professionerne skal fjernes fra ledelseslaget, som skal overtages af akademisk uddannede generalister uden nævneværdig tilknytning til de sektorer, de sættes til at lede.

Sådan går det til, at vi får en skole, der ikke styres af dedikerede skolefolk, men af bundlinjefikserede bureaukrater i Finansministeriet og dettes kommunale underafdelinger.

De aner ikke, hvilke følger deres beslutninger har ude i skolen. De færdes ikke i den, det fremgår ikke af deres regneark, det interesserer dem ikke, og det spiller ingen rolle i deres univers. De har aldrig forholdt sig til folkeskolen som samfundets bærende kulturinstitution. De ved ikke, hvad disse ord betyder. De er outputfikserede, de vil have brugerstyring og accountability, og det efterlader hele skolens oplevelseskultur på perronen.

Et håb om redning af oplevelseskulturen, herunder musikfaget i folkeskolen, ligger i det tankevækkende og i grunden ejendommelige forhold, at der ikke synes at være nogen, som bevidst søger at komme den til livs.

INGEN POLITIKER har mig bekendt nogensinde sat spørgsmålstegn ved musikfagets berettigelse. Tværtimod lovpriser de alle - om end med vidt forskellige begrundelser - gerne musik og sang i skolen og hylder fagets rolle som væsentlig faktor i skolens dannelsesprojekt; flere ser ligefrem gerne dets position styrket.

Men de ser magtesløse til, mens faget går i opløsning, uden at begribe, hvad der sker.

Det er ikke gået op for skolepolitikerne, at den individualiserede, præstationsorienterede skole, de uden tanke for følgerne har sat ledelseslaget til at gennemtrumfe, er ved at kvæle hele den skolekultur, som vi danskere har taget for givet i generationer. Det er hele denne afsporing af folkeskolens historiske projekt, der skal rettes op, hvis musikfaget skal reddes på langt sigt.

Der findes stadig folkeskoler, som har musiklivet i højsædet, og som ikke kunne drømme om at opgive det. Når musikken først har bidt sig fast på den centrale plads i en skoles liv, der burde tilkomme den naturligt, er alle nemlig bevidst om dens uundværlighed.

Men det står og falder som regel med nogle få ildsjæles indsats og en solid ledelsesopbakning.

Når de bærende personligheder til syvende og sidst forsvinder, kommer der kun yderst sjældent nogen til, som kan tage over, hvor de gamle slap. Og så forvitrer skolens musikkultur på rekordtid.

En trøst, om end fattig, er det, at faget utvivlsomt vil overvintre på de mange friskoler, der går gyldne tider i møde, fordi flere og flere forældre uden at være klar over, hvad der foregår, stemmer med fødderne ved mødet med folkeskolen, som den ser ud i dag. Forhåbentlig vender faget tilbage til folkeskolen en dag - med fuld musik.

 


Kommentarer


{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Kommentaren er slettet
Kommentarer er deaktiveret

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Musiknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Musiklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
766 andre er allerede tilmeldt