Dette site er i arkiv tilstand og bør ikke aktivt benyttes!


Blog
63   12

Er der et problem med at opfatte køn som socialt konstrueret?

Hvorfor er det vigtigt, hvordan vi opfatter køn, hvis det alligevel handler om at se den enkelte som 'hin enkelte'? Tager det ikke køn ud af ligningen - og hvad mister vi, hvis vi ikke (længere) taler om køn?

Konstruktiv dialog

Som så ofte før har jeg været i en diskussion på Twitter, som er et genialt værktøj til hurtige meningsudvekslinger i en god og konstruktiv tone. I dag handlede debatten om køn, og om køn skal forstås som en social konstruktion eller som et medicinsk eller biologisk faktum.

Artiklen fortsætter under banneret

Tobias Pultz (@tobiaspultz) argumenterede for, at “kønnet som social konstruktion er ideologisk”, at ideen/forestillingen om et socialt køn er blevet videnskabeligt afkræftet. Jeg gav omvendt udtryk for, at køn ikke kan bestemmes som en essens, men køn er noget, man gør. Det er en måde at være i verden må, hvor man prøver at udtryk sig og sin identitet gennem konkrete handlinger. Denne opfattelse vil man normalt omtale som, at kønnet konstrueres socialt, da det bliver til i den sociale gøren og laden i en livsverdenssammenhæng.

Hvad betyder 'socialt konstrueret'?

På et tidspunkt i diskussionen skrev Tobias: “Problemet med “socialt køn” er, at man ender med at kønne adfærd, hvilket jo netop er det, man vil skille sig af med.” Denne bemærkning har fået mig til at reflektere mere over, hvad det betyder (for mig), at køn konstrueres socialt.

Betyder socialt konstrueret køn, at man kan sidde ved et skrivebord og ‘opfinde’ en beskrivelse af køn - og på denne måde konstruere det. I den betydning vil jeg være enig med Tobias i, at det ikke giver mening. Men selv i den betydning, jeg har anvendt ‘socialt konstrueret køn’ - altså som noget den enkelte gør i sociale sammenhænge - opstår der et (socialpsykologisk? filosofisk?) problem. For hvornår er adfærd kønnet, og hvornår er adfærd et udtryk for et enten mere alment identitetsudtryk eller specifikt et udtryk for en position (søster, bror, ven, kammerat, kollega, medspiller, elev) osv? - Og hvem kan/skal bestemme om adfærd og værensformer er udtryk for køn eller ej?

Og hvis adfærd er kønnet, hvor mange måder (og hvornår) giver det så mening at tale om ‘kønnet’ adfærd - i stedet for ‘blot’ adfærd? Hvis det handler om, at man skal udvikle kønsblindhed, så skal man jo holde op med at kønne sit blik, ligesom man skal lade være med at kønne sin adfærd (eller hævde den kønnet). Og mister vi noget, hvis vi ikke taler om køn - er det ikke også fedt at falde ind i rammer, der er mere eller mindre fast definerede, og hvor man kan følge et (manu)skript ?

Køn og sex

Noget andet - som ikke var en del af diskussionen med Tobias - er så beskrivelsen af seksualiseret adfærd. Som seksuelle personer er visse dele af adfærden rettet mod (til) andre mennesker ift. gensidig tilfredsstillelse af seksuelle behov og lyster. Her vil adfærd ofte beskrives som kønnet, men det er jo langt fra sikkert, at det altid giver mening.

Måske er det et problem i hele kønsdebatten, at ‘køn’ er en meget stærk betegner i forhold til at fastholde bestemte måder at være menneske på, hvorfor det også kan være svært at bryde (ud af). Der er en massivt pres for, at man skal have en kønsidentitet - og dette gælder ikke mindst i en eller anden ubestemt overgang fra barn til voksen, som sikkert er bestemt ud fra artens videreførelse, hvor det reproducerende og dermed kønnede menneske træder tydelig(s)t frem.

Skolen må være normkritisk

Når hele denne diskussion er vigtig netop her på Folkeskolen, skyldes det naturligvis, at både lærere og elevers måder at være på, ofte bliver forstået inden for en forståelse af en sammenhæng mellem køn og person - og at vi hele tiden må arbejde med netop ikke at ‘se’ en ‘person’ ud fra dets ‘køn’ på en stereotypificerende måde. Det vil sige, at vi må se personen - og ikke kønnet. Det kan være vanskeligt, da måden vi taler om personer på ofte er som dreng(e) og pige(r) - eller en tredje kønnet kategori.

En del af den dannelsesopgave, skolen har, handler netop om, at eleverne skal støttes i at forholde sig kritisk til gældende normer. Skolens opgave er på denne måde også normkritisk i den forstand, at i overleveringen af den gældende kultur skal skolen også åbne for, hvordan den er dynamisk og i en konstant ‘bliven til’, hvor det bliver op til den opvoksende generation at overtage det gamle på en ny (deres egen) måde. En måde at løse dette på er at begynde at se på den enkelte elev som det særlige menneske, det er.

Hvordan kan vi vænne os til at se det enkelte som “hin enkelte” og ikke som en repræsentant for et køn uanset hvor mange kønsformer, vi opererer med? - Og så har jeg slet ikke berørt det forhold, at mange, der udfordrer de allermest udbredte for kønnet adfærd (udseende), udsættes for forskellige former for overgreb. Det skal selvfølgelig bare stoppes, men så længe vi har stærke normer på kønnenes vegne kan det være vanskeligt. Der er en stor - og efter nogle forskeres mening: stigende - flertydighedsintolerance i vores aktuelle samfund. Dette betyder så omvendt også et stigende pres for at forstå køn entydigt. Det må være en af skolens opgave at gå imod denne tendens.

Jeg tror ikke, at jeg med dette indlæg bliver enig med Tobias, men fedt at hans indspil satte gang nogle refleksioner


Kommentarer


{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Kommentaren er slettet
Kommentarer er deaktiveret

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ